Start/Home | Op/Return | Norsk | English | Photos | Search | Site map | Latest updates | Links | Guestbook | Contact

Fjorde
Vandfald
Geologi

NORGES STØRSTE ISBRÆ
Jostedalsbræen er den største fastlandsisbræ i Europa, med et samlet areal på 480 km². Det højeste punkt ligger 1.957 meter over havet og hedder Høgste Breakulen. Det laveste punkt er Nigardsbræen, ca. 300 meter over havet. Det højeste fjeld på bræen Lodalskåpa på 2.083 meter over havet. Bræen er ca. 600 meter på det bredeste sted. Jostedalsbræen strejker sig over et stort plateau i over 1.600 meters højde. I løbet af  et år kan der falde 12-15 meter sne - selv om sommeren. Sneen pakkes i et stadigt tykkere lag og bliver gradvist til is på grund af trykket. Jostedalsbræen har en sammenhængende længde på næsten 60 km og dækker næsten halvdelen af nationalparken

Jostedalsbræen og de nærliggende områder, 1.310 km², er fredet og omdannet til nationalpark. Oprettelsen af Jostedalsbreen Nasjonalparksenter fandt sted i 1991 og den åbnede i 1992.

Man kan sammenligne en isbræ med en elv som render langsomt ned over fjeldsiden. Tyngdekraften trækker isen nedover og isen skurer mod underlaget og slider det ned. På vejen ned river den løs jord, grus og sten i alle størrelser med sig. Disse bliver aflagt i store grus- og sandbunker ved foden af bræen og skaber de typiske morænelandskaber som vi møder. Det er fra disse afskrabninger, at smeltevandet får den grågrønne mælkeagtige farve. Bræmælk bliver det kaldt.

Hastigheden hvorved bræen bevæger sig med, kommer an på hvordan dalen ser ud. Er dalen bred og flad, flyder bræen stille og roligt, uden særlige sprækker i overfladen. Hvis dalen derimod er smal og brat, sprækker isen i alle retninger. De stejleste bræer kan bevæge sig med optil en meter i døgnet.
Over titusinde år har isen skurret og skrabet over det norske landskab og formet de lange dybe dale og de smukke fjorde.

På bare et år, fra efteråret 2002, smeltede kanten på Briksdalsbræen tilbage med 51 meter. I det samme tidsrum smeltede kanten på Bødalsbræen 23 meter og på Kjenndalsbræen smeltede hele 61 meter væk, fortæller Atle Nesje, professor ved Institut for Geovitenskap ved universitetet i Bergen.

UDVIKLINGEN SIDEN SIDSTE ISTID
Geologiske og botaniske undersøgelser ved Jostedalsbræen, Nordvest Europas største fastlandsbræ, har givet ny viden om, hvordan bræen i størrelse har varieret igennem de sidste 10.000 år. Resultaterne af disse undersøgelser tyder på, at store dele eller hele Jostedalsbræen var smeltet væk i en mild periode for 8000-6000 år siden. Efter denne periode blev den på ny skabt under en ny klimaforandring. Den største udbredelse nåede de mange udløbere fra Jostedalsbræen under den "lille istid" i midten af 1700-tallet.

Undersøgelser af blomsterstøv (pollen) i sumpområder ved Jostedalsbræen tyder på, at klimaet mellem år 9000 og 8000, var næsten lige så varmt som i dag. Den varmeste periode efter sidste istid var for 8000-6000 år siden. På den tid voksede der elm, hvor der i dag vokser birkeskov. Sommeren var næsten 2° C varmere end i dag.

ISBRÆEN SMELTER
På Vestlandet er der ikke fundet sedimenter (aflejringer) eller fossiler, der er ældre end sidste istid, som startede for omkring 70.000 år siden. Siden den tid, har området vært helt eller delvist dækket af indlandsis. Sidste gang dette skete var for ca. 18-20.000 år siden. Man regner med, at det var på det tidspunkt, at indlandsisen havde den største udbredelse. Observationer af skurrestriber i området tyder på, at isen hovedsaglig bevægede sig i retningen mod V- NV.

I fjeldområderne i det indre Nordfjord er der påvist forvitret fjeld og klippeblokke på fjeldtoppe over en vis højde. Klippeblokkene har mange steder en skarp nedre grænse, hvor fjeldoverfladen under denne grænse viser friske spor efter bræen, som skurrestriber efter isen. Observationer i fjeldområderne imellem Stryn og Jostedalsbræen viser, at klippeblokgrænsen stiger fra ca. 1.400 meter over havet (moh) og op til 1.600- 1.700 moh. Denne grænse kan skyldes erosion af bræen og den markerer formodentligt øvre grænse for indlandsisens maksimum under sidste istid. I så tilfælde stak de fleste fjelde i den indre del af Vestlandet op af isen som nunataker.

For 15.000-13.000 år siden betød klimaforandringer, at indlandsisen begyndte at smelte og kystområderne i Nordfjord og Sunnmøre blev isfrie for omkring 12.000 år siden. Under den milde Allerød-periode for ca. 11.000 år siden, smeltede fjordbræerne ind over fjordene. En klimaforandring i Yngre Dryas (11.000-10.000 år siden) førte til, at bræerne på ny voksede og rykkede voldsomt frem. Store iskantafsætninger ved den vestlige ende af Horningdalssøen markerer bræ kantens position under Yngre Dryas. Side- morener (aflejringer) på begge sider af Nordfjorden og Sognefjorden, fra den inderste del og til midten af fjordene, markerer isens udbredelse i denne perioden. Der skabtes på denne måde mægtige dale. I områder, som ikke var dækket af indlandsisen, er der påvist spor efter lokalglasiasjon (bræer der ikke i øvrigt hang sammen med indlandsisen).

Kolde og varme gletschers
Bunden af nogle gletschere har en temperatur på ca. 0 grader, fordi at isen isolerer. Luftens temperatursvingninger når kun at påvirke de øverste ca. 20 meter is. Nede i 20 meters dybde svarer temperaturen året rundt til årsmiddel i luften. Herfra stiger temperaturen nedad, for at nå 0 grader (eller mere præcist tryksmeltepunktet) ved isbunden.
Gletschere der overalt har en temperatur på tryk-smeltepunktet, kaldes for varme gletschere. Det er jordens indre varme, der er årsag til bundtemperaturen. Ud over at der tilføres varme fra jordens indre, produceres der også varme ved gnidning mellem isen og underlaget. Der skal derfor kun en lille trykøgning til, for at noget af isen skal smelte. Smeltning ved bunden er på omkring 1 cm is om året. Derimod er smeltningen ved overfladen om sommeren langt større, men det er vigtigt at vide at isen ikke kun smelter fra oven.
Varme gletschere findes bl.a. i Island, Skandinavien og Alperne. Det er ikke alle gletschere der har en bundtemperatur på 0 grader. Nogle steder er klimaet så koldt, at isens isolerende virkning ikke er stor nok. Dele af den grønlandske indlandsis har en bundtemperatur på -20 til -30 grader. Hvis temperaturen i hele gletscheren er under tryk-smeltepunktet, siges gletscheren at være kold. De er frosset til deres underlag og der bliver derfor ikke afsat noget moræne. Kolde gletschere findes fortrinsvis i områder med højarktisk klima.
Man kan i virkeligheden ikke skelne så skarpt imellem kolde og varme gletschere, fordi mange gletschere både kan indeholde kolde og varme partier. Nogle steder ved f.eks. Svalbard, er isens randafsnit eller gletscheren tungespidser kolde. Det er de fordi at den isolerende isdyne er for tynd, mens de samme gletschere længere inde bag randen, har en bundtemperatur på 0 grader. Sådanne gletschere kaldes subpolare.