|
Links |
Historie
Den 15.
december 1998 er det hundrede år siden "Lov
om Norges Flag"
blev kundgjort i
Lovtidende. Den markerede afslutning på en lang række diskussioner mellem
Stortinget og den personlige kongemagt - den da 70 år gamle Oscar II. Flagloven
er den eneste af Norges love efter 1814 som er blevet til gennem "promulgasjon"
(offentlig høring), efter at Stortinget havde vedtaget den i uændret form tre
ganger, og at Kongen hver gang havde nægtet at godkende den. Lovens praktiske
konsekvens var at unionsmærket, på svensk betegnet som "sillsalad", forsvandt
fra det norske handelsflag. Da loven trådte i kraft 15. december 1899, blev det
"rene" flag om morgenen hejst over stortingsbygningen. Stortinget holdt sit
sidste møde før juleferien, og også det sidste møde i 1800-tallet. Der var måske
enkelte stortingsmænd som, idet de forlod Løvebakken ved mødes afslutning kl.
12, i det nye flag så et signal om en ny tid for Norge.
Striden om flaget havde gennem store dele af århundredet været en principsag og Norges krav om ligestilling i unionen, og for Stortingets kamp mod det personlige kongestyret. Det begyndte under Oscar II bedstefar, Karl Johan, som i 1821 nægtede at godkende et lovforslag om det norske handelsflags udseende. Det forslag Stortinget havde samlet sig om, Bergen-repræsentanten Fredrik Meltzers genialt enkle løsning med et blåt kors inde i det hvide kors i Dannebrog, blev alligevel accepteret af Karl Johan som norsk handelsflag til brug "i de nære farvann", dvs. nord for Kap Finisterre i Spanien. Længere sydpå, og særligt inde i Middelhavet, måtte norske skibe sejle under svensk flag. Sverige havde truffet aftale med, og betalte afgift til, de såkaldte "barbareskstatene", Marokko, Algeriet, Tunis og Libyen, således at et skib under svensk flag kunne undgå sørøveri.
Omkring ti år senere blev spørgsmålet om det norske handelsflag anerkendelse "på alle hav og i alle havner" bragt frem i Stortinget igen. Udgangen på den sag, ført med stor energi af Hermann Foss blev, at Kongen i april 1838 gik med til, at norske skib kunne benytte det norske handelsflag på alle afstande på "egen Resico". Denne risiko var for øvrigt blevet mindre efter at Frankrig i 1830 havde erobret Algeriet, og dermed bedre blev i stand til at bekæmpe sørøveriet i Middelhavet.
Kun 6 år senere, kort efter Karl Johans død i 1844, kom Oscar I "morgengave" til det norske folk. Ligestillingen i unionen skulle styrkes gennem indførelse af et unionsmærke både i det svenske og i det norske handelsflag. Til at begynde med, i skandinavismens tidsalder, blev unionsmærket accepteret, og der indtrådte en 35 år lang periode, hvor flagsagen ikke blev bragt op i Stortinget. Men i 1879 foreslog Dagbladets redaktør H. E. Berner, gennem Johan Sverdrup, at Stortinget skulle vedtage en lov om at genindføre det trefarvede handelsflag fra 1821. Det blev starten på en folkebevægelse for det "rene" flag, som afstedkom et lovforslag i Stortinget i 1893. Kong Oscar nægtede at godkende, hvorefter forslaget ble genfremsat i Stortinget i 1896, med samme resultat. Tredje gang forslaget kom frem var i 1898. Ved fire tidligere anledninger havde Kongen i Stockholm stået overfor tredje gangs lovforslag fremsat af Stortinget. Han bøjede sig for det uundgåelige godkendte herefter. Men for Oscar II var flagloven noget specielt, måske fordi den ville forandre et flag hans far havde givet, og som han selv "som 15 års gutt hadde syslet med tegninger til" (Einar Jansen i Norsk Biografisk Leksikon). Derfor nægtede at først at godkende, men måtte erkende Stortingets beslutning, der i henhold til grundlovens § 79, alligevel ville blive til lov. Han underskrev derfor en erklæring om at ville kundgøre loven, hvilket skete i Lovtidende 15. december 1898. Et år senere, da loven trådte i kraft, blev begivenheden fejret med fakkeltog i Kristiania og Trondheim.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
