Start/Home | Op/Return | Norsk | Dansk | English | Photos | Search | Site map | Latest updates | Links | Guestbook | Contact

Geologi og landskab
Naturfænomener
Fjorder
Isbræ

LANDSKABSFORMER
Dalene på Vestlandet er udviklet som et plateaulandskab. Fjeldområderne er i høj grad domineret af svagt faldende, afrundede former. Fjeldplateauerne er relativt flade, men mange steder ender de som spidse kanter ned mod dalsiderne. De højeste fjeldpartier ligger på en svagt skrående flade, med fald mod vest. I gennemsnit ligger plateauerne inde i landet i en højde af 1.800 meter over havet, mens de ude ved kysten ligger på 400-600 meter over havet. Disse plateauer er formodentlig resterne efter et vidt og åbent landskab, omkranset af runde fjeldformer og lave åbne pas. Dette udgør resterne af et preglasialt landskab (en landskabsform i perioden før istiderne), udformet under jordens mellemtid (Mesosoikum) og i Tertiærtiden. Denne landskabsform, blev præget af gamle former, kaldet paléisk. I store dele af landet findes der rester af dette landskab, f.eks. på Hardangervidden.

Kvartærtiden med sine mange istider, medførte omfattende bræ- og smeltevandserosion i det paléiske landskab. Dalene på Vestlandet har alle de karakteristika for et område, der er udsat for isens frem og tilbagegang: Bratte dalsider med U-formet tværsnit og til dels flad dalbund, opfyldt med løse materialer, terrasser, bassiner og "hængende" dale.

Fjorden og de store dale i indre Nordfjord er gode eksempler på sænkninger i landskabet, som er følgen af svage zoner i undergrunden. Dalene i indre Nordfjord har talrige terrasser og bassiner. Der er stor variation i niveauerne og i forbindelse med terrasserne ligger der større eller mindre bassiner i dalbunden. I de mest markante terrasser, ligger der i dag vand og indsøer, imens mange bassiner i undergrunden er fyldt op med løsmateriale.

I de store dale er der mange steder, der tydeligt viser skiftet mellem det vidde bræskabte landskab med roligt løbende  elve og korte, trange elvedale, hvor elvene danner vandfald og hvirvlende strømme. Sideelvene til de store dale har ofte særlig stærkt vandfald. Dette hænger sammen med, at næsten alle dalene, der udmunder i en hoveddal, er hængende, dvs. at sidedalene munder ud højt oppe i dalsiden til hoveddalen. I overgangen mellem de hængende dale og hoveddalene, går elvene igennem strømfald og gjel (trange bratte elveløb nede i fjeldet, eroderet af vandet). I de fleste tilfælde er det bræelverosionen som er skyld i udformningen af disse gjele. Først og fremmest fordi vandmængden i isafsmeltningsperioden var så meget større end ellers. Den form for erosionen var mest udbredt, når smeltevandet løb under isbræen. Et af de mest markante gjeldet, er det der findes ved udmundingen af Hjelledalen, ved Jøl bro (60 meter dybt, se billederne ovenfor). Elvegjelene ved mundingen til Sunndalen og Glomsdalen er også meget dybe og værd at se.