Start/Home | Op/Return | Norsk | Dansk | English | Photos | Search | Site map | Latest updates | Links | Guestbook | Contact

Midnatssol
Jættegryder
Solen

HVAD ER NORDLYS?
"Aurora Borealis", som er det internationale navnet på nordlys, betyder "morgenrøden i nord". Nordlyset kommer fra en sone højt over jordoverfladen, og kan ses om natten i de polare strøg. Fænomenet opstår når energirige partikler fra solen skydes ind i atmosfæren ledet af jordens eget magnetfelt. Partiklerne træffer luftmolekylerne, der hovedsageligt består af oxygen og nitrogen, og mellem 90 og 300 kilometer fra jorden bliver noget af kollisionsenergien sendt ud som lys. Nordlys forekommer aldrig i højder under 80 kilometer og sjælden over 500 kilometer. Gennemsnittet for nordlys med maksimal intensitet er 110-200 kilometer; dette varierer dog fra form til form.

Hvad er nordlys egentligt? Nordlyset opstår, når en byge af energiladet elektronstråling møder atmosfærens atomer og molekyler, der derved får dem til at lyse. Ved mødet med elektronstrålingen kommer de i en ustabil tilstand, hvor energiniveauet bliver højere end før. Under stabiliseringsfasen til den stabile grundtilstand, bliver overskudsenergien frigivet i form af lyskvanter med karakteristiske bølgelængder (farver). Lyset forekommer i højder fra 90 og op til 300 km højde.

Ved soludbrud frigøres typisk en meget stor mængde energi, der bl.a. skaber intens røntgenstråling og til tider en byge af meget energirige partikler, som farer ud i rummet.

• Solen sender ud en strøm af elektrisk ladede partikler   (elektroner, protoner og heliumkærner). Denne strømmen kaldes solvind.
• De ladede partiklerne der kommer mod jorden bliver påvirket af jordens magnetfelt.
• Jordens magnetfelt styrer partiklerne mod et ovalformet område omkring hver af de magnetiske polerne.
• Solvindspartiklerne kolliderer med luftmolekyler i den øvre atmosfæren.

Når Jorden tilfældigvis ligger i skudlinien rammer dele af det udkastede materiale Jordens magnetfelt. Herved kan der opstå forstyrrelser i feltet, der kan skabe det smukke nordlys, men også være årsag til skader på el-nettet. Også satellitter i kredsløb om Jorden kan blive slået ud og i værste tilfælde blive ødelagt af de energirige partikler fra et soludbrud.

Tilsvarende er astronauter i rummet også i farezonen. Meget store udbrud kan nemlig udsende dræberpartikler (typisk protoner med meget høj energi), der med hastigheder nær lysets ankommer til Jordens omegn kun 10-15 minutter efter et udbrud. En astronaut på rumvandring vil i værste tilfælde blive dræbt af en byge af sådanne partikler. Der findes dog satellitter, der kan advare om sådanne begivenheder, så astronauterne hurtigt kan søge i dækning.

En bedre forståelse af mekanismen bag de enorme udbrud er således vigtig for bedre at kunne forudsige og dermed varsle potentielt farlige udbrud.

Nordlys forekommer dagligt i de polare områder, f.eks. i Nordskandinavien, på Island og Grønland, og ses særligt i timerne omkring lokal midnat. I Danmark forekommer nordlys hovedsageligt i forbindelse med kraftig magnetisk aktivitet, "magnetiske storme". Disse magnetiske storme på Jorden, har forbindelse med vulkanlignende udbrud på Solen. Disse udbrud er ganske hyppige, når solen når sit maksimum af solpletaktiviteter hvert 11. år. Sidste gang aktiviteten var på toppen, var i årene omkring 2002-2003, og vi er nu på vej mod næste solpletminimum, der ventes omkring år 2013. I tidsrummet omkring solpletminimum (f.eks. omkring 1994-97) forekommer der kun magnetiske storme enkelte dage om året. I tidsrummet omkring solpletmaksimum kan der være magnetiske storme flere dage hver måned.

Nordlyset på nattehimmelen har nogle få, men kraftige karakteristiske farver, som afspejler atmosfærens sammensætning. Det var svensken A. J. Ångstrøm, som i 1867 med et simpelt spektrometer, der først bestemte de karakteristiske bølgelængder for de synlige linier i nordlyset. De dominerende farver er de gul-grønne, røde og blå-violette linier. Udover disse er der en række stærke linier i både det ultraviolette og det infrarøde område og et antal af svagere linier i andre områder.